Op og ned i snæbelsagen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Fiskeatlas > Nyheder > Op og ned i snæbelsagen

20. marts 2012

Op og ned i snæbelsagen

Efter udgivelsen af ”Atlas over danske ferskvandsfisk” har dele af pressen kredset omkring det faktum, at de sønderjyske snæbler ikke længere regnes som en særskilt art, og der har været spekulationer om, hvorvidt EU-midler er misbrugt i arbejdet med at redde de danske fisk. Debatten har desværre været præget af manglende viden om de faktiske forhold. Nedenstående er et forsøg på at rydde nogle misforståelser af vejen. Vi vil i den forbindelse dog gøre opmærksom på, at en mere udførlig gennemgang af heltens og snæblens spændende og turbulente systematik kan ses i ”Atlas over danske ferskvandsfisk”.

De danske snæbler, der findes i en række af de vestvendte sønderjyske åer, er blevet geografisk isoleret fra heltene for et antal tusinde år siden på et tidspunkt efter istiden. De har udviklet nogle karakteristika (bl.a. en høj salttolerance), der adskiller dem fra de øvrige heltbestande, men de er ikke så forskellige, at de med den nuværende viden betragtes som en særskilt art.

Da man i begyndelsen af 1980’erne påbegyndte arbejdet med at redde snæblerne i Sønderjylland, var det i sidste øjeblik. Der var kun ganske få individer tilbage, og det er disse individer, der blev grundstammen i det efterfølgende avlsarbejde. Snæblerne, som på det tidspunkt blev regnet til en særskilt art (Coregonus oxyrinchus), ville have været udryddet uden dette arbejde, og en genetisk udviklingslinje ville være gået tabt for altid. Noget lignende var sket med adskillige andre bestande, bl.a. snæblerne i Rhin-området, som kan betragtes som de ”ægte” snæbler, da den videnskabelige beskrivelse af arten Coregonus oxyrinchus er foretaget på fisk fra dette område.

Heltgruppen, som snæblen tilhører, er meget plastisk i både udseende og genetik, og gruppens systematik har fascineret og forundret forskere gennem flere hundrede år. Fiskene har tilsyneladende evnen til hurtigt at tilpasse sig nye omgivelser, hvilket ofte resulterer i tilsvarende ændringer i udseendet. Her tænkes først og fremmest på antallet af gællegitterstave, der bruges, når fiskene filtrerer føde fra vandet under fødesøgningen. Undersøgelser af antallet af bl.a. gællegitter har vist, at de danske snæbler afviger fra snæblerne i Rhin-området, hvilket er den væsentligste grund til at nogle forskere mener, at de ikke tilhører den samme art/gruppe. Desværre uddøde Rhin-snæblerne allerede i 1940’erne, og det er ikke lykkedes at udvinde brugbart DNA fra de eksemplarer, der findes i museernes samlinger. Hvis det lykkes, er det muligt, at de tyske fisk ligesom de danske adskiller sig så lidt fra heltene i regionen, at de også burde regnes til samme art.

Der er således ikke tale om falsk varebetegnelse i forbindelse med ophjælpsarbejdet, og det er ikke ”en forkert” fisk, man har reddet fra udryddelse. De danske snæbler er de samme som de hele tiden har været, og vi kan prise os lykkelige over, at en gruppe initiativrige personer har viet både tid og penge til at redde fiskene fra undergang. Havde man blot været lige så hurtig i andre lignende sager, ville vi fx ikke have mistet Gudenå-laksen – noget som mange i dag begræder – trods det faktum at Gudenå-laksen heller ikke er en særskilt art.

Det havde formentlig været sværere at få EU-midler til redningsaktionen af snæblen, hvis man havde vidst, at snæblen ikke adskiller sig så meget fra helten, at den kan kaldes en art, da man søgte pengene, men det er en diskussion, der ikke fører nogen steder. Pengene er med succes brugt til at redde fiskene, og det har samtidig forbedret levevilkårene for mange andre organismer i området. Det er noget, vi alle kun kan glædes over.

En snæbel fra Ribe Vesterå. Foto: Henrik Carl